I vinterferien rejste min familie, min forlovede og jeg til Calw – en malerisk lille sydtysk by tæt ved det smukke bjerg- og skovområde Schwarzwald (også kaldet “den mørke skov”). Vi boede i en lejlighed midt i gågaden med udsigt til torvet. Byen er en utrolig smuk rejsedestination og ligner en scene fra et gammelt eventyr.
Når man træder ind i Calws gamle bydel, omfavnes man af en atmosfære af idyl og historie. De imponerende gamle bindingsværkshuse vidner om en tid, hvor håndværk og æstetik gik hånd i hånd. Med sine snoede gader, gamle huse, det idylliske torv og den rislende Nagold-flod, der skærer sig gennem byen, er Calw en sand perle med autentisk sydtysk charme.

En arkitektonisk tidsrejse
Calws arkitektur er en fryd for øjet med sin traditionelle tyske byggestil. Byens gamle bindingsværkshuse, der stammer fra 1600-tallet, er sirligt dekorerede med udskårne bjælker og udtryksfulde facader i dybe røde, brune, grønne og hvide nuancer. De ornamentale detaljer og dekorative elementer gør det spændende at gå på opdagelse i byen. Når man slentrer gennem gaderne og oplever, hvor forskelligartede de sydtyske bindingsværksbygninger er, kan man ikke undgå at mærke ånden fra svundne dage: bageren, skrædderen og låsesmeden med hver deres forretning, som var en vigtig del af byen i gamle dage. Jeg havde selv svært ved at tage blikket fra de imponerende bygninger og blev ved med at stoppe op, for at se mig omkring.
Torvet, Marktplatz, er hjertet af byen og omkranses af farverige bindingsværkshuse der står tæt op ad hinanden. Byens grundplan går tilbage til 1200- og 1300-tallet, da der efter alle bybrandene altid blev bygget nye bygninger på de samme grundmure og kældre. Når man står midt på torvet føles det som en rejse tilbage i tiden og man fornemmer middelalderbyen, som den var engang.
Oplevelser i Calw
Calw byder på en række oplevelser, der forener kultur, natur og historie. En af byens største stoltheder er, at det var fødested for den berømte forfatter Hermann Hesse, hvis barndomshjem nu er omdannet til et museum, hvor besøgende kan fordybe sig i hans liv og værker.
Tid til at tage det med ro
Vores ferie i Calw bød på få, men interessante oplevelser. Det var god tid til at slappe af og gå på opdagelse i nærområdet. Selvom de fleste dage i vinterferien var grå og våde, afholdt det os ikke fra at gå mange ture rundt i byen, hvor vi beundrede de prægtige bindingsværksbygninger og den gamle byggestil. Der var en dejlig ro over byen, fordi vi kom uden for turistsæsonen, og gaderne var næsten tomme meget af tiden. Det var skønt at gå rundt og nyde omgivelserne uden at stå midt i mylder og hektisk larm, omgivet af travle shoppere, som turistsæsonen har tendens til at bringe. På den anden side kan jeg ligefrem forestille mig, hvor smuk og poetisk byen må være om sommeren, når alle træerne og planterne er sprunget ud, og små altankasser med farveringe blomster pryder alle husfacaderne.
Magisk stemning i Schwarzwald
Den sidste dag på vores ferie vågnede vi op til det smukkeste snevejr. Store snefnug dalede ned på hustagene og efterlod byen helt hvid. For os, der elsker naturen, er Calw et perfekt udgangspunkt for vandreture i Schwarzwald. Og hvilken bedre dag at tage på tur! Skoven var forvandlet til et sandt vintereventyr med snedækkede trætoppe og frostbelagte grene. Da vi gik gennem skoven blev stilheden kun brudt af sneen, der knirkede under vores fødder og den rislende bæk, som løb ved siden af stien. End ikke vinden rørte på sig. Himlen og skovbunden var forenet i hvid, og vores lunger fyldtes med den friske, kølige luft. Tidens syntes at stå stille, mens vi gik i skoven og fordybede os i naturens skønhed.
Udflugt til borgruinen Burg Zavelstein
På vej til Schwarzwald blev der også tid til at tage et stop forbi Burg Zavelstein, som ligger en kort køretur fra Calw. Burg Zavelstein er en gammel borgruin, der troner over landskabet med en fantastisk udsigt over Schwarzwald. Borgen stammer fra det 13. århundrede og er et perfekt udflugtsmål for historie- og naturelskere. Om sommeren kan man gå op i borgtårnet og nyde panoramaudsigten over de skovklædte bakker. Vi kom desværre for tidligt på sæsonen til at opleve dette, men i stedet gik vi på opdagelse i ruinen og dens dunkle kældere, mens vi forestillede os livet i middelalderen.
Smagen af Calw
Calw byder også på spændende madoplevelser. En af afternerne spiste vi på restaurant Brauhaus Schönbuch – en anbefalelsesværdig og hyggelig restaurant, som ligger lige ned til Nagold-floden. Menuen indeholder typiske bryggerimenuer og specialiteter fra det schwäbiske køkken. Her kan man blandt andet spise spätzle (en form for pasta) og nyde en friskbrygget Schönbuch-øl. Restauranten, der kombinerer modernitet og tradition, er rustikt indrettet med en stor kobberbrygkedel som dekoration, hvilket giver en fornemmelse af at sidde i et rigtigt bryghus.
En by med sjæl og charme
Calw er en by, der formår at bevare sin autentiske charme samtidig med, at den tilbyder moderne bekvemmeligheder og oplevelser. Der er mulighed for at opleve historiske seværdigheder og fordybe sig i de naturskønne omgivelser. Det er en destination, hvor fortid og nutid smelter sammen og skaber en uforglemmelig rejseoplevelse. Jeg var utrolig fascineret af byen og dens gamle bindingsværkshuse, som jeg er en stor beundrer af, og jeg vil helt sikkert genbesøge byen engang i fremtiden.
Skriv et svar