5 forslag til en nærværende gåtur – skab mere opmærksomhed på dine omgivelser

Der er noget magisk ved at sætte farten ned og virkelig sanse sine omgivelser på en gåtur. Når vi går uden distraktioner og uden at haste afsted, åbner verden sig for os på en helt ny måde. Vi opdager små detaljer, vi ellers ville være gået forbi – en fugl, der kvidrer fra et krat eller en blomst, der netop er sprunget ud. At være nærværende på en gåtur er ikke bare en øvelse i mindfulness, men også en vej til at genopdage naturens vidundere omkring os. Her får du fem forslag til, hvordan du kan blive mere opmærksom på din gåtur og skabe en dybere forbindelse til dine omgivelser.

Brug sanserne på din gåtur

Stop og og se dig omkring

I en travl hverdag kan vi let glemme, hvor meget der egentlig foregår omkring os. Når du går en tur, så prøv at stoppe op indimellem. Giv dig tid til at se dig ordenligt omkring. Læg mærke til, hvad der befinder sig omkring dig. Jo længere du står og betragter dine omgivelser, jo mere vil du lægge mærke til. Hvis du går forbi det samme sted regelmæssigt, vil du også begynde at registrere de små ændringer der sker i løbet af året. En plante på vej op ad jorden i det spæde forår, samme plante i fuld flor i højsommeren, og igen samme plante helt afblomstret i det sene efterår.

Lyt til omgivelserne

Prøv også at lukke øjnene et øjeblik og lyt til lydene omkring dig. Hører du vinden, der suser gennem trætoppene? Fuglene, der kalder på hinanden? En bæk, der risler i nærheden? Jo mere du træner din opmærksomhed på at lytte, jo mere vil du opdage. Måske kan du begynde at genkende bestemte fuglestemmer. Lydene kan også give en fornemmelse af årstiden – forårets ivrige fuglekor, sommerens summende insekter eller efterårsløvet, der leger i vinden.

Duft til naturen

En ofte overset sans på gåturen er lugtesansen, men naturen er fuld af dufte, der kan vække minder, skabe velvære og forbinde os med omgivelserne. Prøv at stoppe op og duft til en blomst, der står i vejkanten, eller den friske luft efter et regnskyl. Duftene ændrer sig med årstiderne – fra forårets friske blomsterdufte til efterårets krydrede duft af muld og nedfaldne blade. Når vi bevidst søger efter dufte, bliver vi mere opmærksomme på vores omgivelser og de små detaljer, vi ellers ville overse.

Gør din gåtur til en sanseoplevelse ved at dufte, iagttage og lytte til dine omgivelser (Foto: Elsa Olofsson fra Unsplash.com)

Lav en naturdagbog

En naturdagbog er en fantastisk måde at fordybe sig i omgivelserne på. Med en lille notesbog i lommen kan du skrive ned, hvad du ser, hører og dufter. Notér, hvilke blomster der blomstrer, hvilke dyr du ser, og hvordan vejret føles. Du kan også lave små skitser af blade eller blomster, du støder på, eller tage billeder og beskrive, hvad du har oplevet. Over tid vil du begynde at se mønstre i naturen – hvornår trækfuglene ankommer, hvornår de første forårsblomster titter frem, eller hvordan træerne ændrer sig fra måned til måned. En naturdagbog hjælper dig med at blive mere bevidst om dine omgivelser og skaber en personlig forbindelse til naturen.

Hvis du holder af at tegne eller male, kan du også bruge din naturdagbog til at illustrere dine observationer. At tegne det, du ser, skærper din opmærksomhed og gør, at du virkelig fordyber dig i detaljerne. Du vil opdage nuancer, du måske ikke før havde lagt mærke til, og det kan gøre din gåtur endnu mere mindeværdig.

Oplev nærvær og fordybelse med en naturdagbog (Foto: Ashlyn Ciara/Unsplash.com)

Saml små fund fra naturen

Når du går en tur, kan du tage en stofpose med og samle små naturfund. Det kan være smukke blade, sjove sten, kogler eller fjer. At samle naturfund gør os mere opmærksomme på detaljerne omkring os og giver os lyst til at lede efter spændende former og farver.

Denne trang til at samle har dybe rødder i menneskets historie. I stenalderen var vi samlere, og vores overlevelse afhang af evnen til at finde spiselige bær, nødder, svampe og andre ressourcer i naturen. At samle ting fra vores omgivelser er derfor en instinktiv adfærd, der stadig lever i os i dag.

Selvom vi ikke længere er afhængige af at samle for at overleve, kan vi stadig opleve en dyb tilfredsstillelse ved at finde små fund i naturen. Det giver os en naturlig glæde ved at opdage det unikke i hver lille genstand, vi samler op. Hjemme kan du lave et lille udstilling med dine fund, eller du kan bruge dem i kreative projekter, som en naturdagbog eller en dekoration.

Gå på jagt efter naturfund og oplev glæden ved at samle unikke naturgenstande (Foto: Victoria Strukovskaya/Unsplash.com)

Tag lup og kikkert med på din gåtur

At tage en lup og en kikkert med på gåturen kan åbne en helt ny verden af detaljer. En lup giver dig mulighed for at se de fine strukturer på et blad, eller at komme helt tæt på mosserne. Ved at undersøge naturen i mikroformat opdager du en kompleks og fascinerende verden, der normalt går ubemærket hen. En kikkert kan på samme måde bringe dig tættere på fugle i trækronerne, egern, der springer fra gren til gren, eller en hjort, der græsser i skovbrynet. Kikkerten gør det muligt at iagttage dyrelivet uden at forstyrre det, og du får en langt dybere forbindelse til den natur, du bevæger dig i. En gåtur med lup og kikkert ved hånden kan skærpe din nysgerrighed på selv de mindste detaljer i landskabet.

Lær flere arter at kende

Når vi lærer navnene på eksempelvis træer, blomster, insekter, fugle og svampe at kende, vil verden åbenbare sig for os. Pludselig genkender vi den blomst, vi så i naturguiden, og når vi først har lært en art at kende, vil vi se den overalt omkring os.

Når vi lærer arter at kende, knytter vi også stærkere bånd til naturen. Skoven bliver til mere end bare et grønt område. Det er et hjem for bestemte træer, fugle og insekter, vi kan genkende. Det som før var en anonym og uinteressant plante i skoven bliver nu mere værdifuld, fordi vi kender dens navn. Den følelsesmæssige forbindelse gør os mere tilbøjelige til at passe på naturen, fordi vi begynder at se den som noget værdifuldt og unikt. Naturkendskab skaber omsorg, og jo mere vi ved, jo større bliver vores lyst til at bevare og værne om de vidundere, vi deler jorden med.

Brug en god naturguide eller en app til at identificere arterne. Jo mere du ved, jo mere spændende bliver dine gåture.

Lær nye arter at kende med en naturguide. Når vi lærer at genkende forskellige arter, vil verden åbenbare sig for os.

Gå tur på en ny måde

At gå en tur behøver ikke blot være motion eller transport. Det kan være en sanselig og opmærksom oplevelse, hvor du opdager nye detaljer hver gang. Ved at stoppe op, lytte, dufte, notere, samle og observere vil du finde en ny glæde ved selv de mest velkendte stier. Så næste gang du går en tur, prøv at sætte tempoet ned og virkelig se, høre og mærke verden omkring dig – du vil blive overrasket over, hvor meget der er at opdage.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *